SFINX: samme følelse som at læse en klassiker

SFINX af Daniel Dalgaard


‘Her kommer et par store ord: samme følelse som at læse en klassiker.’

Sådan skrev jeg i note-appen på min telefon, da jeg havde læst de sidste sider af SFINX. Og hvad mener jeg med det? Hvad vil ’samme følelse som at læse en klassiker’ sige? For hvordan føles det at læse en klassiker?

Jeg har gået og overvejet, hvordan jeg kan beskrive læseoplevelsen, så jeg får det hele med og yder SFINX retfærdighed. Uden at forfalde til klicheerne, som er så nemt, når man gerne vil sætte ord på en stor oplevelse.

SFINX er velskrevet. Sådan, jeg forstår ikke helt, hvordan man kan skrive så godt, når man kun har haft omkring 30 år at øve sig i. SFINX er en episk fortælling, der foregår forskellige steder i verden og forskellige steder i livet. Vi møder unge Thea, der befinder sig i begyndelsen af sit voksenliv og den ældre Jan, der nærmer sig slutningen. Vi oplever, hvordan livets skæbne ikke altid er noget, vi selv er herre over, selvom vi nok så gerne vil bilde os ind, at vi har en vis kontrol og ejerskab over vores eget liv.

Fortællingen rørte mig en del. Og under læsningen har jeg markeret flere dele af teksten med små gule post-its. For der var så mange formuleringer, der talte til mig, som satte ord på noget, jeg godt ved, selv har erfaret, men aldrig helt har tænkt på sådan før.
På Instagram fandt Martha Flyvholm Tode og jeg ud af, vi begge var i gang med bogen og sendte hinanden citater, som vi var blæst bagover af, og som vi syntes var helt vilde. Og litteraturen er vild. Læs bare dette citat, der er et af de citater, som både Martha og jeg havde det vildt over:


”Sådan synes man at forestille sig at de mindste forskydninger i ens livsforløb ville have udløst rasende storme som ville omkalfatre alt til en skinnende ny verden. Jeg har set for mange gro ind i deres skæbne, ligesom jeg er groet ind i min. Tiden har én retning, mod en større grad af uorden; man taber et æg, og det knuses, og man ser aldrig den modsatte bevægelse. Jeg ved ikke hvad man skal lægge i al den slags. Måske er det alt det vi fortæller hinanden gennem livet, der giver næring til den følelse af skæbne som bare vokser og vokser, og som holder kaosset fra døren. Hvad holder sammen på et liv? Hvad holder sammen på et træ?”

Sikke et sprog. Helt vildt, altså.

Det er en meningsfuld oplevelse at læse, når bogen efterlader mig med nye refleksioner, og jeg føler, at jeg bliver en lillesmule klogere. Selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg, helt konkret, er blevet klogere på. Jeg har oplevet det med mange af de store forfattere fra verdenslitteraturen, hvordan deres eviggyldighed står så lysende frem. Den der næsten magiske oplevelse af at sidde med stor litteratur i hænderne, en læseoplevelse, et værk, der har overlevet flere århundreder og som kommer til at blive læst mange endnu. Og sådan havde jeg det også, da jeg læste SFINX. Der var den: Samme følelse som at læse en af litteraturhistoriens klassikere.

SFINX skriver sig ind i en litterær tradition og værdighed. Der er alt det, som en roman skal indeholde. Men handlingen bliver på en måde ligegyldig, fordi fortællingens essens er meget mere end ’hvad sker der mon i næste kapitel’. Det der står tilbage (for mig) er en særlig sjælelighed. SFINX er en bog fuld af ånd; den er et kunstværk. Det er en episk læseoplevelse; det er kunst. Og ja, så handler SFINX bl.a. om en ung backpacker, men den kunne også have handlet om en ung politiker. Det er ikke det, der er afgørende. Det er måden, hvorpå Daniel Dalgaard bruger karaktererne og fortællingens tematikker som afsæt til at lade sproget gøre vores verden større.

Citaterne (nogle af dem) de gule post-its gemte på:

Selvom vi sad i samme rum, kun adskilt af et bord til to, var vi usynlige som kun folk der elsker hinanden og har vænnet sig til det, kan være. Det var som om vi hver især havde taget bolig i hinandens ensomheder, og hvis der var en grund til at ingen af os gik ud på en mark og døde, var det dette. Aldrig helt til stede, men heller aldrig væk.


Og i den tid der så gik, hvor skibe og krig, død, sorg, annekser og uniformer, kanvas, Norresån, sæbespåner, rygter, storblomstrede serveringsbakker og kjoler og geværskud i det fjerne, bøger og tyndt avispapir, edderkoppespind, hvor hele maskineriet stadig eksisterede for alle andre, lå disse to mennesker på en tynd madras i en kælder nogle meter under jordoverfladen omgivet af hundredvis af kilo sukker og var det eneste, der fandtes for hinanden.


Det er mangel på respekt ikke at kunne fortælle et andet menneske når vedkommende opfører sig som en idiot. Det er sådan en misforstået tolerance der antager at folk af den ene eller anden grund ikke kan stå til ansvar for hvad de gør.

Hør Daniel Dalgaard fortælle om SFINX


DANIEL DALGAARD, f. 1987, er uddannet fra Forfatterskolen og har udgivet to anmelderroste digtsamlinger: Vi er ikke konger (2013) og Spejlkamel (2013). Derudover har han bidraget til adskillige antologier og tidsskrifter.

Vil du også læse SFINX?

Du kan finde bogen alle de steder, hvor du normalt køber (eller låner) dine bøger.
Fx kan du købe SFINX hos saxo.com*
Linket er markeret med * fordi jeg får en lille procentdel af salget, når nogen shopper via mit link.

Mange tak for din kommentar!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.