Jeg begyndte at kigge udefra og ind, fra et sted til intet sted.

Titel: De vægtløse
Forfatter: Valeria Luiselli
Udgivelsesår: 2017 (2011)
Forlag: C&K Forlag

De vægtløse. De vægt-løse. Jeg har læst titlen igen og igen over de sidste par måneder, hvor bogen har ligget på mit skrivebord i toppen af stakken af bøger. Bogen er 180 sider smal og omslaget er illustreret med Post-it’s, der ligner ægte Post-it’s, og som fangede min opmærksomhed. Ligesom titlen: De vægtløse.

De vægtløse. Ordene smager godt. De lover noget, der lyder virkeligt og værende – men også rodløst. En titel, der lyder som en roman, som er noget for mig.

Det var fra dette øjeblik at jeg begyndte at eksistere som om jeg var beboet af et muligt liv der ikke var mit eget; det krævede ikke andet end at jeg hengav mig til det for at det overtog mig fuldstændigt. Jeg begyndte at kigge udefra og ind, fra et sted til intet sted.

En aften går jeg i gang med at læse romanen og allerede i løbet af de første sider, bliver jeg fanget. Fascineret. Jeg bliver en snert af beruset, og det er ikke kun, fordi jeg drikker rødvin, men fordi jeg sidder med en bog, som jeg ikke kan regne ud. Jeg har lyst til at læse videre, lade tiden gå i stå og bruge min aften på at fordybe mig i De vægtløse og et øjeblik, ærgrer jeg mig over, at jeg har en aftale. En ven på vej, der skal dele rødvinen med mig.

Hovedpersonen er mor til to, kone til én og forfatter. Hun bor i Mexico City, men tænker tilbage på sine unge dage i New York City, hvor hun arbejdede på et lille forlag og levede let og svævende som en fri sjæl. Nu er der et barn, der stjæler hendes arme og en mand, der kræver hendes krop. Men hun har fiktionen, hvor hun kan skrive frit og hvor hun kan lade sig bevæge vægtløst gennem erinderingerne, når hun skriver på manuskriptet til sin kommende roman.

Men fiktionens frirum forsvinder langsomt, som hovedpersonens mand begynder at læse med. Rummet bliver klaustrofobisk. Manden kigger i papirerne, når de ligger fremme. Han spørger ind til fiktionen “er dette sket i virkeligheden”, alt imens hovedpersonen skriver manden ind i manuskriptet, for så at skrive ham og ægteskabet ud af teksten igen. Og med skriften slår hun kærligheden i stykker, som hun forsøger at generobre fiktionens frirum.

Romanen foregår i fortiden (New York), nutiden (Mexico City) og i skriften (manuskriptet som hovedpersonen skriver på), der optræder som en tredje dimension, sin egen dimension. Luiselli viser, hvordan skriften kan overtage en forfatter og hvordan fiktionen kan overtage virkeligheden og hvordan det kan være svært at skille tingene ad. Som læser. Som forfatter. Jeg husker ikke, at jeg har læst en roman, der minder om, som på samme måde udforsker skriften som en særlig magt. Det er en pragtpræsentation af Luiselli, og jeg er virkelig vild med De vægtløse.

Nu ligger De vægtløse på gulvet. Med kroppen af en bog der er blevet læst, bøjet og båret, mens toget kørte, Sufjan Stevens sang og det langsomt blev mørkt udenfor. Nu ligger bogen på gulvet, mens jeg kigger på de andre romaner, som Valeria Luiselli har skrevet. Jeg vil læse dem allesammen, men hvilken én skal jeg starte med?

VALERIA LUISELLI er født i 1983 i Mexico City. Hun debuterede i 2010 med essaysamlingen Sidewalks (Papeles Falsos). Året efter udkom romanen Faces in the Crowd (Los Ingrávidos/De vægtløse) og i 2013 udkom The Story of My Teeth (La Historia de mis dientes) der vandt LA Times’ Book Prize for Fiction. Luisellis tekster er udgivet i New York Times, The New Yorker, Freeman’s og m. fl. og hendes bøger udkommer på femten sprog. I 2019 udkommer Lost Children Archives. Luiselli bor i dag i New York.

Bonusinfo: sidste sommer gæstede Valeria Luiselli litteraturfestivalen Louisiana Literature. På Louisianas hjemmeside kan du se Valeria Luiselli i samtale med Samanta Schweblin:“Revelation of a Secret”.