Lige nu læser jeg: Max, Mischa & Tet-offensiven af Johan Harstad

Du har sikkert hørt om den eller set forsiden på Instagram. For der bliver talt om MAX, MISCHA & TET-OFFENSIVEN* af norske Johan Harstad. Jeg kan ikke huske, hvor jeg hørte om den først, men inden jeg selv kom i gang med bogen, havde jeg hvert fald fået så høje forventninger, at jeg var bange for at blive skuffet. Fordi nu forventede jeg et mesterværk. Intet mindre. 

Bogen er over 1000 sider lang. En rigtig mursten af en roman. Siderne er tynde, tætskrevne og med en skriftstørrelsen, der ikke er stor (men heller ikke for lille). Man får fornemmelsen af en bog, hvor man har kæmpet for at klemme fortællingen ind i et format, der har været til at sidde med, læse. Det er altså noget af en roman at gå i gang med, men når man først er i gang, så er de mange sider, slet ikke (slet, slet ikke!) så overvældende, som de er ved første blik.  

Om bogen og forfatteren

Forlagets beskrivelse
Norske Max Hansen ligger søvnløs i det amerikanske midtvesten. Han er teaterinstruktør på turne tværs gennem USA. Måske er han faktisk blevet amerikaner. Han har ikke været hjemme i tyve år.

Han ville ønske, at han var blevet i den forstad til Stavanger, hvor han kommer fra. Hvor man måtte slås, til man ikke orkede mere, mens fædrene var ude på borreplatformene i Nordsøen, og hvor stilheden lagde sig tungt over husene, når de kom tilbage. Men ingen får helt, hvad de ønsker sig.

Den sommer Max fylder tretten, emigrerer han modfaldent til USA med sin familie. På Long Island tvinges han til at finde sin vej på gaden, at gøre kvarteret til sit eget, mens hans familie går i opløsning. Her møder han Mordecai og siden Mischa, en canadisk pige med en lovende karriere som kunstner foran sig. Og så er der Ove, Max’ onkel, som nu hedder Owen og bor på Manhattans Upper West Side. Han forlod Oslo i tresserne for at blive jazzmusiker, men endte som Vietnam-soldat, tabt for sin familie.

MAX, MISCHA & TET-OFFENSIVEN* er en roman om dem, der har været i krig og dem, som demonstrerede imod den; om hyperrealisme i kunsten og piger, som ligner Shelley Duvall; om solen på Fire Island og et eftertragtet arbejdseksemplar af en roman om brugbarheden af vietnamesisk guerillateknik i hverdagen. Men frem for alt er det en roman om det spørgsmål, alle der er rejst hjemmefra har stillet sig selv: Hvor længe kan man blive væk, før det er for sent at tage hjem?

Om Johan Harstad 
Johan Harstad er en af Norges mest talentfulde unge forfattere. Han har flere romaner bag sig og har modtaget flere af Norges største litterære priser, heriblandt Brage-prisen og senest SULT-prisen i 2017, som gives til landets mest lovende yngre forfattere. 

Du kan læse mere om Johan Harstad her: 
Norske Gyldendals forfatterbeskrivelse
6-stjernet anmeldelse hos Sidses Bogreol

Opdateringer på min læsning…

Søndag den 10. november: Startede dagen med en gåtur i regnen efter kaffe og frøsnappere. Gaderne var helt tomme. Kun et par hundeluftere og børnefamilier og en enkelt løber. En helt særligt søndagsstemning, hvor alt står stille i København for et øjeblik.
Nu holder jeg søndag med denne gode bog (frøsnapperen er spist) og en masse kaffe. Jeg har læst ca. 150 sider og er helt hooked! Og så er det altså helt okay, at der er over 800 sider tilbage… 

Torsdag den 15. november: Den her roman, altså. Den holder mig oppe om aften. Og det er ikke, fordi der sker noget, som er må-vide-hvad-der-sker-spændende som i en krimi, den er bare hypnotiserende. Som Dagbladet også er citeret for at have kaldt den. Sproget er fantastisk, og det siger jeg tit, når jeg synes, en forfatter skriver virkelig godt. Og i dette tilfælde er det mere end det, jeg er ligesom ramt. Forelsket i romanens sprog. Kan det ikke snart blive sengetid, så jeg kan læse videre?

Lørdag den 17. november: Som I nok har fornemmet, så er jeg begejstret for den her roman. For Johan Harstads formidable stemme, skrivestil. Og det bliver hele tiden bedre. Jeg er omkring side 300 og er lige blevet introduceret for karakteren Mischa, der ligner Shelly Duvall (inden Kubrick) og som slår benene væk under Max. Det dufter af kærlighed – og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad der sker med de to… 

Tirsdag den 20. november: Jeg er cirka halvvejs, så jeg er desværre ikke nået at blive færdig med bogen til mit møde med Johan Harstad senere i dag. Men jeg har heller ikke skyndt mig. For Tet-offensiven er ikke en bog, man bare vil være færdig med, som man skynder sig igennem. Det er en bog, man gør ophold i. Jeg lader mig dvæle ved teksten, skriften og personerne, fordi det fortjener den og de, men også fordi jeg ikke kan lade være. Den her er bog er et mesterværk.

Onsdag den 21. november: Kender I de morgener, hvor man vågner glad og med en ekstra god energi i kroppen? Sådan en morgen har jeg i dag. Politiken inviterede i går til bloggerarrangement, hvor vi mødte Johan Harstad og senere var med til et offentligt arrangement med Harstad og Morten Pape. Det var rigtig hyggeligt. Og det var rigtig spændende at høre Johan Harstad fortælle om sit arbejde med at skrive romanen – jeg vil dele det med jer i et andet indlæg. Og så kan jeg afsløre, at der er en lille konkurrence på vej… 

*reklamelinks: Jeg får ikke penge for at dele bogen, men jeg får en lille skilling, hvis du via linket foretager et køb i Arnold Buscks webshop.

Anmeldereksemplar er modtaget fra C&K Forlag, Politikens Forlag.

Hvad læser du? Og er det godt?

📖📖📖