Blanke sider

Da jeg var barn, fik jeg en gang en stak notesbøger af min venindes mormor. Hun var spansk, og hun samlede på notesbøger. Og nu gav hun min veninde og jeg en stor stak notesbøger hver. Fordi hun var spansk, og notesbøgerne derfor var fra Spanien, så var der noget fremmed og mystisk over deres grafiske omslag. Selv notesbøgerne med velkendte Disneymotiver var anderledes.

Jeg husker det tydeligt: De mange flotte og farvrige notesbøger, der fremstod helt nye med deres urørte og blanke sider.
Det var helt magisk, og jeg var betaget af de flotte notesbøger. Det var fascinerende at kigge på omslaget og bladre igennem de blanke sider. Jeg skrev eller tegnede kun i notesbøger, som jeg følte, at jeg godt kunne undvære.

Stakken af notesbøger blev passet rigtig godt på. Og pludselig lagde jeg mærke til notesbøger, når jeg hvor fx var på ferie eller i butikker. Og som årene gik voksede stakken, og pludselig samlede jeg også på notesbøger ligesom min venindes mormor.

I dag samler jeg stadig på notesbøger.

En ny notesbog er som en ny start. Fuld af blanke sider, fuld af muligheder for at fylde ud og fylde op med erindringer, viden, huskelister, noter, tegninger og tekster. Jeg køber stadig de flotteste notesbøger, som jeg kommer forbi. Og jeg skriver sjældent i dem. Kan.bare.ikke.få.mig.selv.til.det. I stedet køber jeg sorte og anonyme notesbøger, som jeg rent faktisk bruger. Det er skørt.

Størstedelen af min samling er pakket i kasser, og de bliver opbevaret i min lejlighed, for jeg tør ikke efterlade dem i kælderen af frygt for vandskader. De nyeste notesbøger ligger typisk og pynter (læs.roder) rundt omkring i min lejlighed.