Lad Kun Verden Tumle Sig

Titel: Let the Great World Spin // Lad Kun Verden Tumle Sig
Forfatter: Colum McCann
Forlag: Random House (2009) // People’s Press (2011)
Priser: International IMPAC Dublin Literary Award (2011), Natonal Book Award for Fiction (2009), Ambassador Book Award for Fiction (2010), NAIBI Book of the Year for Fiction (2010).

Det er den bedste bog, jeg har læst denne sommer, LAD KUN VERDEN TUMLE SIG af irske, men New York bosatte, COLUM MCCANN. Det er den bog, der skiller sig ud fra min øvrige sommerlæsning, og det er den, der gjorde indtryk på mig.
Minder kan man jo ikke bestemme på forhånd, men jeg tror, at LKVTS bliver mit bogminde for sommeren 2013, måske endda for hele år 2013.

I sommers lå jeg i solen et sted på Fyn, all hooked up på solfaktor og kaffe, mens jeg læste mig begejstret gennem bogen på blot et par dage. Det er en særlig følelse, sådan lidt euforisk, at læse en roman, der imponerer på alle fronter. Sproget er godt – og mere til. MCCANN skriver i et let sprog, der til tider, bliver en kombination af at være humoristisk og rørende (se fx. citatet nedenfor) men uden at forfalde til klichéerne.

Her er et lille citat fra romanen, der muligvis også er fortællingens bedste sætning. Jeg er vild med den.

Al respekt for himlen, men jeg kan godt lide at være her. 

Handlingen sker med udgangspunkt i den samme historiske begivenhed, Philippe Petits linegang mellem World Trade Centers tårne i 1974,  og karaktererne får derved en art dobbeltfunktion, hvor de skal fastholde vores interesse og føre fortællingen frem, men samtidig være repræsentanter for en historisk periode. Og denne balance mellem historie, fakta og fiktion er snorlige. Fortællingen er troværdig, og det samme er karaktererne.
Når jeg læser LKVTS, er Jeg med fortællingen hele vejen, jeg kan ikke undgå at leve mig ind i karakterernes historier – og der er tilmed ingen steder, jeg stopper op og bliver wannabe-redaktør-kritisk ala “Historien havde nok fungeret bedre, hvis denne del havde været 10 sider kortere…”.

Det kan siges helt kort, og måske er det også nemmest gjort sådan: Det er en virkelig god roman. Punktum. Derfor vil jeg også gentage Litteraturlistig, og som hende sige: læs den, læs den, læs den, læs den!

Forlagets beskrivelse:

August 1974. Vietnamkrigen og Watergate har sat dystre spor i USA. Men en morgen standser folk i New York forbløffede og stirrer op. For højt over alle bygninger, på et af de nye tvillingetårne, står en lille skikkelse. Foran ham strækker sig en wire til det andet tårn. I andre dele af byen går livet videre.

Den irske munk, Corrigan, forsøger at gøre sit for nogle af Bronxs sorte ludere. En gruppe mødre mødes i en lejlighed på Park Avenue for at bearbejde tabet af deres sønner i Vietnam. En ung kunstnerinde indblandes i en trafikulykke, som får hende til at se sit liv i et helt nyt lys. Tillie, som trækker på gaden sammen med sin datter, kæmper for at bevare sin familie.
Elegant væves en håndfuld menneskeskæbner sammen til en fortælling om håb og medmenneskelighed trods modgangstider, symboliseret ved Philippe Petits legendariske linegang mellem World Trade Centers to tårne.

(Beskrivelsen er lånt fra People’s Press )