Han tænkte på øjeblikket, lige inden noget begynder

“Din nedtrykthed er uklædelig, Sara, og den går mig på nerverne,” havde hendes mor sagt en dag ved morgenbordet.  
“Og når jeg siger uklædelig, men jeg uheldig.” 
“Utilbørlig?” havde Sara hjælpsomt foreslået. 
“Jeg mener: Hold op med det” havde hendes mor sagt. 

⋅⋅⋅

Owen betragtede dem. I det øjeblik havde han syntes, at de var vidunderlige og gådefulde, og de talte i tunger. Hans tidligere ubehag over for dem, følelsen af, at de var noget, han ikke forstod, noget vigtigt i deres godmodige drilleri, lagde ikke en dæmper på hans fornøjelse; han nød dem på samme måde, som man kunne nyde et tryllenummer uden at forstå, hvordan det virkede. 

⋅⋅⋅

Hun troede på, at man umuligt kunne være forkert, for denne anden person ønskede netop, at man var, som man nu var.

⋅⋅⋅

Han ville ikke gå for langt, måske en hånd på hendes lænd, måske en lænen sig tæt ind mod hende. Bare lade en hånd løbe hen over hendes krop for at mærke, hvad han indtil nu kun havde tegnet. Han tænkte på øjeblikket, lige inden noget begynder, lige inden timeglasset vender, og tiden begynder at løbe ud. Han elskede dette øjeblik (…)

⋅⋅⋅

“Og du glemmer ikke dit løfte?” sagde Zelda, da hun satte sig ind på passagersædet og samlede sin hvide kjole rundt om benene. 
“Det med festen.”
“Jeg tvivler på, at du lader mig glemme det,” svarede Sara. 
“Hvad for en fest?” spurgte Scott, der satte sig ind bag rattet. 
“Vi skal holde en fest i…” Zelda standsede op. “Hvad er det nu, I kalder jeres hus?” 
“Det hedder Villa America,” sagde Gerald. 
Scott gav motoren gas, og den hostede lidt, inden den gik i gang. 
“Villa America,” råbte han hen over larmen. “Bare helt perfekt.” 
Og så kørte de af sted.

⋅⋅⋅

Synet bagfra af Owens arme, der drejede på håndtaget, bankede på kontrolapparaterne. Den solbrændte streg i hans nakke mellem håret og kraven. Hans hoved bøjet i koncentration. Turen hen ad startbanen, forbi de andre hangarer, hvor maskinen fik mere og mere fart på, løftede sig, løftede sig, lige før stranden. Hans mavemuskler, der arbejdede imod jordens tiltrækningskraft. De svævede, de fløj, det korte stykker hen over sandet og derefter ud over havet.

⋅⋅⋅

Og hendes kamp er altfortærende. Jeg kan ikke hjælpe hende, og hun kan ikke hjælpe mig. Jeg er nået til den forståelse, at det kun er ens glæder i livet, man kan dele med andre. Sorg kan man ikke dele.

⋅⋅⋅

Hvor, tænkte hun, skulle al hendes kærlighed gå hen?

♥♥♥

VILLA AMERICA, Liza Klaussmann
Anmeldereksemplar er modtaget fra Politikens Forlag