Sorg er fald, flugt og at fortsætte.

Sorg er kvalme, der bliver ved. Sorg er at savne at være glad. Sorg er tankerne om de sidste øjeblikke, der var og om de, der aldrig kommer til at være. Sorg er fald, flugt og at fortsætte. Sorg er kærlighed. Og savn der gør ondt helt ind i knoglerne og helt ned under fødderne. Sorg er at være en af dem, der er tilbage.

I PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT mister Maria sin stedfar, stedbrødrene Carl og Malte deres far og Marias mor sin mand, da Tore dør. Sorgen er fælles, sorgen er forskellig. For sorgen kan være kvalmen. Savnet af alt dét man ikke længere kan mærke, men som en dag pludselig vender tilbage, følelse for følelse. Sorgen kan være at græde overalt. Og sorgen kan være svær at forklare til dem, der ikke kender til den.

Veninden Amalie sender mails til Maria fra en anden verden, fordi hun gerne vil hjælpe, men hvad skal Maria skrive tilbage? Der er vennen Sylle, som gerne vil have Maria til at snakke, men hvad skal hun sige?

Vi sætter os ind i bilen og kører mod huset. Jeg sidder med panden mod ruden og kigger ud.
– Der er ikke nogen mennesker på Bornholm, – siger jeg.
– Midt maj er uden for sæson, – siger min mor – Så her er ikke andre end os.-
Min mor syntes, det er dejligt. Hun tilføjer, at man så kan græde, hvor man vil.
Jeg siger, at det er o.k. Det er ikke hver dag, man mister sin mand.
– Det er sjovt,- siger hun. – Normalt har jeg svært ved at græde. –
Jeg siger, at det kender jeg alt til.

Martha Flyvholm Tode har skrevet en kortroman om en stor sorg. Sproget er kortfattet og konstaterende, som en sproglig opførelse af sorgen der lammer og gør det svært at mærke noget som helst.
Mellem linjerne ligger en halvtør humor og ulmer tragikomisk, så det bliver nogenlunde udholdeligt at leve videre rundt om spisebordet, i bilen og på bænken med vennen Sylle i Ørstedsparken.

Det komprimerede sprog fik mig til at tænke på Helle Helle, når Martha skriver om Maria, der netop har været i Louis Nielsen og om hverdagens rekvisitter som fiskefrikadeller, kaffemaskiner og pølsehorn.

Første gang jeg mødte Carl og Malte havde jeg ikke brug for søskende. Jeg havde lige været i Louis Nielsen med min mor for at prøve briller og syntes, at der skete nok nye ting for tiden.
På hjørnet mellem Vesterbrograde og Saxogade stod Tore og hans to drenge.
– Hej Maria,- sagde Tore. – Det her er Malte, og ham derhenne hedder Carl.-
Carl stod og pakkede en is ud over en skraldespand.
De havde lige været i 7-eleven. Malte spiste af et pølsehorn.

Jeg har selv grædt overalt. Haft kvalmen og mistet følelserne. Fået følelserne tilbage. Og glædet mig over at kunne være glad igen. PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT er en meget fin fortælling om sorg til dem, der, ligesom mig, har oplevet det utænkelige, som selv har mistet. Men det er også en bog til alle dem, der som veninden Amalie står ved siden af og for en stund har mistet sin veninde til sorgen.

PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT er Martha Flyvholm Todes debutroman. Og hvor jeg dog håber, hun vil skrive flere. Kortromaner eller lange romaner. Bare skriv, Martha. Jeg vil glæde mig til at læse med.

Sponsoreret: PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT er en gave fra Arnold Busck.
Titel: På Bornholm må man græde overalt 
Forfatter: Martha Flyvholm Tode
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Høst & Søn