EAT PRAY LOVE

Titel: Eat Pray Love
Forfatter: Elizabeth Gilbert
Udgivelsesår: 2006
Forlag: Bloomsbury
Affiliate link: køb EAT PRAY LOVE

Det er aften. Det regner og regndråberne laver en skøn lyd, når de falder ind på vinduet. Jeg har drukket the og taget en trøje på. Selvom det er sommer, er det køligt.

Og så har jeg lige læst den sidste side i bogen EAT PRAY LOVE. En bog, som flere af jer, var glade for ovre på Instagram. Så jeg gik i gang med at læse med forventningen om, at der ventede mig en stor læseoplevelse. Måske ville jeg endda føle mig beriget på den der særlige måde, som kun bøger og kloge ord kan få en til at føle. Det håbede jeg.

Men nu har jeg læst EAT PRAY LOVE færdig, og jeg er ikke beriget. Jeg er forvirret. For selvom jeg ved, at det ikke er min nye yndlingsbog eller en bog, der har ændret noget som helst, så er der allligevel momenter, hvor det er stærkt, hvilken forandring forfatteren ELIZABETH GILBERT gennemgår. Og det er godt for hende. Men desværre synes jeg, at det alt for sjældent bliver mere end det.

EAT PRAY LOVE indeholder noget særligt, fordi den indeholder ELIZABETH GILBERTS personlige fortælling om nogle hårde år. Og om hvordan hun finder Gud og sin indre ro igen. Det er en særlig fortælling på den måde, at den betyder noget for GILBERT. Det er jo hendes liv, den handler om. Og da hun bliver glad igen, gør det også mig glad.
Men jeg synes ikke, at det er nogen litterær oplevelse for mig, selvom jeg føler med GILBERT.

Jeg ville gerne elske EAT PRAY LOVE, og jeg vil virkelig gerne synes, at GILBERTS oplevelser deler en visdom, eller, som der står på forsiden “the secret of life”.
GILBERT skriver ærligt om sin skilsmisse og den hårde udvikling, som hun må gennemgå bagefter. Og det kan være sympatisk og beundringsværdigt, når folk deler dét, der er ofte gemmes væk. Men er det god litteratur? Ikke nødvendigvis.
Det er en kunst at gøre sin egen sandhed, og sin egen virkelig, universel og vedkommende. Og EAT PRAY LOVE blev aldrig kunst for mig. Desværre.

Jeg kunne dog godt lide bogen på sådan en lidt tam 3 ud af 6 stjerner måden. Den er helt okay. Den var bare ikke så fantastisk, som jeg havde håbet. Og jeg har da også noteret et par af citater fra bogen, som jeg vil dele med jer.

You were given life; it is your duty (and also your entitlement as a human being) to find something beautiful within life, no matter how slight.

Faith is belief in what you cannot see or prove or touch. Faith is walking face-first and full-speed into the dark. If we truly knew all the answers in advance as to the meaning of life and the nature of God and the destiny of our souls, our belief would not be a leap of faith and it would not be courageous act of humanity; it would just be… a prudent insurance policy.
I’m not interested in the insurance industry. I’m tired of being a skeptic, I’m irritated by spiritual prudence and I feel bored and parched by empirical debate.
I don’t want to hear it anymore. I couldn’t care less about evidence and proof and assurances. I just want God. I want God inside me. I want God to play in my bloodstream the way sunlight amuses itself on water.

The former Catholic nun (who oguhtta know about guilt, after all) wouldn’t hear of it. Guilt’s just your ego’s way of tricking you into making moral progress. Don’t fall for it, my dear.

He tells me that there are many ways to find God but most are too complicated for Westerners, so he will teach me an easy meditation.
Which goes, essentially, like this: sit in silence and smile. I love it. He’s laughing even as he’s teaching it to me. Sit and smile. Perfect.
“You study Yoga in India, Liss?” he asks.
“Yes, Ketut.”
“You can do Yoga,” he says, “but Yoga too hard.” Here, he contorts himself in cramped lotus position and swuinches up his face in a comical and constipated-looking effort. Then he breaks free and laughs, asking, “why they always look so serious in Yoga? You make serious face like this, you scare away good energy. To meditate, only you must smile. Smile with face, smile with mind, and good energy will come to you and clean away dirty energy. Even smile in your liver.”

The word paradise, by the way, which comes to us from the Persian, means literally “a walled garden”.

I knew then that this is how God loves us all and receives us all, and that there is no such thing in this universe as hell, except maybe in our terrified minds. Because if even one broken and limited human being could experience even one such episode of absolute forgiveness and acceptance of her own self, then imagine – just imagine! – what God, in all His eternal compassion, can forgive and accept.

Har du læst EAT PRAY LOVE? Og hvad synes du om den?