Glasklokken

Der er må være nogle få ting, som et varmt bad ikke kan kurere, men jeg kender ikke mange af dem. Når jeg er så ked af det, at jeg er ved at dø, eller så nervøs at jeg ikke kan sove, eller forelsket i en jeg ikke vil få at se en hel uge, falder jeg sammen, og så siger jeg: “jeg tager et varmt bad.”

Buddy sagde, at han mente, der måtte være noget ved lyrik, når en pige som mig brugte hele dage på det (…)

Jeg ville ikke fotograferes, fordi jeg var ved at komme til at græde. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var ved at komme til at græde, men jeg vidste, at hvis nogen talte til mig eller så for meget på mig, ville tårerne flyde ud af mine øjne, og en hulken ville forlade min strube, og jeg ville græde en uge.
Jeg kunne mærke tårerne fylde mig og skvulpe inde i mig som vand i et glas, der ikke er i balance og er for fyldt.

I det hun forlod kontoret, klappede hun mig på skulderen med en lilla behandsket hånd. “Lad ikke den stygge by slå dig ud.”

Jeg hadede ham i samme øjeblik, jeg gik ind gennem døren. Jeg havde forestillet mig en venlig, grim, intuitiv mand, der så op og sagde: “Ah!” på en opmuntrende måde, som om han kunne se noget, som jeg ikke kunne se, og så ville jeg finde ord til at fortælle ham, hvorfor jeg var så bange, som om jeg blev stoppet længere og længere ind i en sort sæk uden luft, som der ikke var nogen vej ud af.
Så ville han læne sig tilbage i sin stol og støtte fingerspidserne mod hinanden som et lille spidst kirketårn og fortælle mig, hvorfor jeg ikke kunne sove, hvorfor jeg ikke kunne læse, og hvorfor jeg ikke kunne spise, og hvorfor alt hvad folk gjorde, forekom så dumt, fordi de bare døde til sidst.
Og så, tænkte jeg, ville han hjælpe mig med skridt for skridt at blive mig selv igen. Men sådan var dr. Gordon slet ikke.

Jeg havde håbet, at jeg ved min afrejse ville føle mig sikker og velinformeret om alt, hvad der lå forude – jeg trods alt blevet “analyseret”. I stedet for kunne jeg ikke se andet end spørgsmålstegn.

Jeg tænkte, at der burde være et ritual til, når man blev født for anden gang – flikket sammen, sat tilbage og godkendt på vejen.

– Sylvia Plath, Glasklokken.

FØLG MED BLOGLOVIN  FACEBOOK  INSTAGRAM  TWITTER