OVER ATLANTEN

Titel: TransAtlantic // Over Atlanten
Forfatter: Colum McCann
Forlag: Random House // People’s Press
Priser: Nomineret til Man Booker Prize for Longlist 2013

LAD KUN VERDEN TUMLE SIG er en imponerende god bog, og det var derfor med høje forventninger, at jeg gik i gang med at læse COLUM McCANNs nyeste roman OVER ATLANTEN.

OVER ATLANTEN begynder med en gribende beskrivelse af den første non-stop flyvetur over Atlanterhavet, hvor COLUM McCANN bruger omkring 50 sider på at beskrive flyveturens intense timer, og det er fantastisk. Jeg havde aldrig troet, at det kunne være så spændende at læse om en flyvetur, men det er det.

Knoglerne i deres ører kimer. Rabalderet sætter sig fast inde i deres hoveder. Deres sind små, hvide rum. Brølet af larm fra den ene væg til den anden. Der er tidspunkter, hvor Brown føler, at motorerne prøver at bryde ud gennem hans øjne, en metalgenstand der er blevet til et vilddyr, umulig at slippe af med.

COLUM McCANN skriver misundelsesværdigt godt, og jeg er særligt begejstret for hans billedsprog, der på ny virkeliggør virkeligheden. Med et ret genialt greb om sit sprog, varierer COLUM McCANN mellem korte sætninger, sceniske beskrivelser og længere passager, hvor sproget får lov at udfolde sig.

OVER ATLANTEN er en handlingsmættet og plotstyret roman, men der stadig er plads til poetiske beskrivelser, og sproget og handlingen supplerer hinanden på bedste vis.

Romanen er opdelt i tre dele, og COLUM McCANN konstruerer (igen) flere historier i én. Vi møder bl.a. piloterne Alcock og Brown, frihedskæmperen Frederick Douglas, politikeren George Mitchell og tjenestepigen Lily Duggan. Alle er deres livshistorier forbundet på den ene eller anden måde, og hvordan afsløres løbende.  Jeg læser derfor med en konstant nysgerrighed efter at lære personerne bedre at kende – og at kunne stykke deres forbindelser sammen, én for én.

I løbet af romanens tredje del mister jeg dog lidt interessen. Her bliver historien, om nu tre kvindelige efterkommere af Lily Duggan, en smule langtrukken. Historien står lidt ud fra resten af romanen, og bliver aldrig helt så spændende som de første to dele.

OVER ATLANTEN er en elegant konstrueret kombination af fiktion og virkelighed, og det historiske perspektiv er både oplysende og vedkommende. Fx fik jeg opdateret min historiske viden omkring den irske fredsproces og slavernes forhold i USA.