Som jeg skrev om her, så var det med stor begejstring, at jeg læste Kirsten Hammann’s roman Se På Mig.
Og til bogudsalget købte jeg derfor to af hendes tidligere udgivelser Vera Winkelvir og Fra Smørhullet, da jeg gerne ville læse mere af Kirsten Hammann. For nylig gik jeg i gang med at læse Vera Winkelvir og jeg forventede at møde nogenlunde samme fortælling som Se På Mig.
Det er måske en uretfærdig præmis at møde en bog på, men i dette tilfælde er det nærmest umuligt ikke at forvente (endnu) en god læseoplevelse.
Og det er med stor ærgrelse at jeg må skrive, at fortællingen om Vera Winkelvir slet ikke fanger mig. Min forventning bliver ikke indfriet. Og derfor er jeg lidt skuffet, og er derfor ret meget ude af stand til at vurdere, hvorvidt fortællingen egentlig er god eller ej.
Vera Winkelvir er en form for dagbogsfortælling, hvor vi følger Vera Winkelvir for hver dag der går. Og hvem Vera er, og hvad Vera oplever, det er svært at forklare. For handlingen fremstår både uvirkelig og virkelig på samme tid.
Når jeg læser Vera Winkelvir, så forestiller jeg mig, at fortællingen handler om en, der har en psykoske, er psykisk syg i en eller anden diagnostisk form, og derfor bevæger sig surrealistisk rundt i den virkelige verden. Men jeg ved ikke om det er en for konkret tilgang til fortællingen.
Det er også en mulighed, at bogen og fortællingen om Vera er genial og poetisk, og at det bare er mig, der ikke forstår kunsten, der lige foran mig.
Jeg mangler ca. 50 sider, før jeg er færdig med bogen. Nogle gange opgiver jeg en bog, hvis den ikke fanger mig efter 50 – 100 sider, for så føles det bare som spild af tid at læse videre. Tænk(!) på alle de gode bøger man kunne læse istedet. Men i dette tilfælde vil jeg læse Vera Winkelvir færdig, og give fortællingen chancen for at overraske mig til slut.
BØGER PÅ STRIBE 