Bogforum 2018. Min veninde og jeg kommer for sent til overrækkelsen af debutantprisen. Vi skal fra den ene scene til den anden, fra den ene ende af Bella Centret til den anden. Og når Bella Centret er proppet af mennesker, læseglade mennesker, der har taget deres største rygsæk på eller endda medbragt en rullekuffert, ja, så ved alle, som har været på Bogforum, at det tager tid at komme rundt. Især hvis man også farer lidt vild på vejen.
Anita Furu står allerede på scenen, glad og med en stor buket blomster, da vi når frem til auditoriet. Prisen er overrakt, Takketalen er i gang.
Fra døråbningen, sammen med de andre der også er kommet for sent og heller ikke kan lide at begynde at lede efter en plads, får vi sidste halvdel af takketalen med. Den halve takketale, kan man sige (get it?). Anita Furu taler om, hvor dejligt det er, at man stadig kan vinde en debutantpris, selvom man debuterer som 50-årig. Det er det, jeg kan huske fra talen i dag. Måske, fordi jeg er enig. Jeg synes nemlig, det er meget inspirerende, at Anita Furu debuterer som 50-årig. At alt ikke behøver ske (og lykkes) i 20’erne og 30’erne, selvom det kan føles sådan.
Juryens motivation
En pige sidder på en gynge på et skib på vej mod Helsingør. Hun har måttet forlade sin familie i Rusland. En ny mor venter hende i København. Men også hun svinder ind, til hun til sidst kun mærkes som en fold i dynen. En pige pakker endnu en gang sin lille røde kuffert. I den har hun gemt et pudevår fyldt med breve. En ung pige bliver konfirmeret i synagogen og føler sig voksen. En kvinde vil ud i den vidstrakte verden. Hun vil mærke vinden mod huden. Den spanske borgerkrig og verdenskrigen lyder som en fjern torden. Med usigelig sikker hånd maler Anita Furu i romanen Mit halve liv et portræt frem af et menneske, der formes af historiske betingelser, men som med indadvendt beslutsomhed bliver sin egen.
Mit halve liv er først og fremmest en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse, igennem hvis bevidsthed læseren oplever verden. Det er en roman, der ikke bare åbner for en historisk erfaring, men en menneskelig erfaring; som mestrer det, som kun god litteratur kan: at få læseren til at føle et dybt skæbnefællesskab med et andet menneske, hvis livsbetingelser kan være så langt fra ens egne.
Anita Furu skriver med en afdæmpet kraftfuldhed og menneskelig indsigt om længsel efter en tabt tid, om smerten ved at miste noget, man knap har haft, om at finde sig hjemme og hjemløs i verden på samme tid. Mit halve liv er kommet i havn med stor overbevisning. Og som læser er man overordentlig glad for, at Anita Furu har meldt sin ankomst som forfatter.
Romanen har på dette tidspunkt ligget i min stak af bøger, jeg gerne vil læse i næsten et år. Jeg har flere gange beundret den smukke forside, vendt og drejet bogen og overvejet om det var den bog, jeg skulle læse nu. Men der er så mange bøger, så mange valg og det var endnu ikke faldet på Mit halve liv. Men da jeg står i Bella Centret og lytter til Anita Furu minder jeg mig selv om at vælge Mit halve liv fra stakken af ulæste bøger.
Min læseoplevelse
Nu har jeg læst den. Faktisk er det et par måneder siden nu, jeg er bare lidt langsom til skrive mine anbefalinger. Nogle gange – eller rimelig tit. For jeg kan godt lide at lade bogen, ordene, synke ind og bundfælde sig. Og den følelse jeg havde, da jeg netop havde læst Mit halve liv færdig, er den samme, som jeg har nu, hvor jeg har båret rundt på læseoplevelsen i et stykke tid.
Romanen er fuldkommen. Den er velskrevet. Sprogligt fuld af overskud. Fortællingen er rørende og karaktererne gør indtryk og bliver skrevet levende på siderne.
København, 1913.
Jeg løber det sidste stykke. De nye sko klemmer. På Nørrebrogade står solen lige i øjnene. Jeg drejer ned ad Elmegade og tumler, med åndedrættet i halsen, gennem porten til nummer 7, finder første baggård, en indgang, en trappe. I en fremmed opgang står jeg foran en dør, som engang har været blå, knytter hånden, dundrer på døren, og hun åbner med det samme. Trinet knirker, da jeg falder ind mod hende. Hun lægger sin hånd på min kind. Åh, hvor har jeg savnet dig, Amanda!
Sådan starter MIT HALVE LIV, fortællingen om Ruths liv. Jeg blev med det samme vild med Anita Furus skrivestil. Denne roman er så velskrevet, at det er en fryd at læse den, og det er meget velfortjent, at Anita Furu vandt debutantprisen. Jeg glæder mig til at læse Anita Furus næste roman.
Min Goodreads bedømmelse:⭐️⭐️⭐️⭐️
Om Anita Furu
På Forlaget Gladiators hjemmeside skriver hun om sig selv: Jeg er født for længere og længere tid siden, helt præcist i 1962. Min stadig fjernere barndom fandt sted i Jægersborg ved København i en boligblok fuld af legekammerater. Kernefamilien bestod af en dansk mor, en far med skandinavisk/spansk/jødisk baggrund, min storesøster og mig.
Debutromanen Mit halve liv er inspireret af min fars opvækst i San Sebastián i Spanien og min farmors jødiske rødder i Kiev og København. Romanens tema er den fremmedhed, som hovedpersonen Ruth bærer med sig, og den fortid og tradition, hun på en gang længes efter og ønsker at løsrive sig fra.
Skrivelysten er vokset frem af en læselyst, der blev tændt af Laura Ingalls Wilders Det lille hus i den store skov – her slog verdenslitteraturen ned som et lyn. Det var i 1968. Siden slugte jeg Lindgren, Dostojevskij, Nin og mange, mange flere.
Matematik var også sjovt, så jeg blev uddannet økonom. Nu er vi i 1980’erne. Men sproget var fortsat interessant, og det blev til efteruddannelser i kommunikation og journalistik. Ansat i Statsministeriet siden 2006. Bor på Frederiksberg, har tre børn, som er voksne. Hvordan gik det til? Jeg glæder mig til at skrive flere bøger, mens tid er.
Vil du også læse Mit halve liv?
Forfatter: Anita Furu
Udgivelse: 2017
Forlag: Forlaget Gladiator
Find bogen hos arnoldbusck.dk*, bogreolen.dk* og saxo.com*
*reklamelinks: Jeg får ikke penge for at dele bogen, men jeg får en lille skilling, hvis du via linket foretager et køb i webshoppen.
BØGER PÅ STRIBE 