Titel: Den første onde mand
Forfatter: Miranda July
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Politikens Forlag
PR-eksemplar er modtaget fra Politikens Forlag
DEN FØRSTE ONDE MAND er vidunderlig absurd og original. Det er en roman, der minder om intet andet, jeg har læst.
Cheryl Glickman er i 40’erne, forelsket i en mand der ikke vil have hende og så arbejder hun i en virksomhed, der producerer selvforsvarsvideoer. I sit hjem gør hun brug af systemer, der holder kaos og rod på afstand. Og så er der den globus hystericus, der vokser i hendes hals og gør det svært at drikke og spise. Cheryl forsøger at finde kuren mod globussen hos en alternativ behandler.
Samtidig flytter 20-årige Clee (Cheryls chefers datter) ind hos Cheryl. Clee er grænseløs og det er ikke nemt for Cheryl, som elsker systemer og orden, at dele sit hjem med et utilpasset rodehoved. Lidt ud af det blå begynder Cheryl og Clee at slås for sjov, og det bliver starten på et forhold, som langsomt udvikler sig til deres helt egen form for omsorg og kærlighed. Og sex. Og globussen i Cheryls hals bliver mindre og mindre.
DEN FØRSTE ONDE MAND fortæller med både inderlighed og styrke om 40-årige Cheryls seksualitet, spiritualitet og moderlighed. Og det er en bevægende fortællingen, selvom det kan blive lidt… anderledes. Jeg studsede ofte et øjeblik over de plot-twist, som Miranda July laver, men det er kun et øjeblik – for det bliver aldrig utroværdigt.
Oplevelsen af konstant troværdighed i Miranda Julys vidunderlige underlige univers gør DEN FØRSTE ONDE MAND til en roman, der fortjener mange stjerner.
DEN FØRSTE ONDE MAND er vidunderlig underholdende, og jeg synes, at romanen er et lille mesterværk ud i originalitet. Brava, Miranda July.
Miranda July (f. 1974) er filminstruktør, kunstner og forfatter. I 2007 udgav hun novellesamlingen NO ONE BELONGS HERE MORE THAN YOU. Den er indtil videre udkommet i 23 lande. Hendes noveller er blevet bragt i The New Yorker, Paris Review og Harper’s. Og så har hun netop interviewet Rihana til The New York Times. DEN FØRSTE ONDE MAND er Miranda Julys romandebut.
Bonusinfo: Find en læseprøve ovre hos Arnold Busck.
Hvor lyder den spændende! Jeg synes altid, jeg ender med at vælge de samme bøger igen og igen, så jeg kunne godt bruge noget, der er lidt anderledes. Tak for inspiration! 🙂
Selv tak 🙂
Jeg kan kun anbefale DEN FØRSTE ONDE MAND – er sikker på det vil være en “ny” læseoplevelse 🙂