Jeg savner sommerhuset i naturen

Det er fredag. Langfredag. Påskeferie. Jeg sidder og kigger på mine gule påskeliljer, som jeg købte for kun syv kroner i Netto. Det gjorde mig lidt trist, at man havde sat påskeliljerne så meget ned blot fordi, at påsken snart er forbi. Det er ikke fair, at lægge planter højtiderne til last.

Påskeliljerne står på mit skrivebord på kontoret. Jeg er den eneste, der er på kontoret i disse dage. Alle andre holder ferie. Genser slægtninge og krammer savnede venner. Går lange ture i naturen. Spiser mad i flere timer, skåler i snaps og slår mave.

Jeg skulle have været i sommerhus i disse dage. På en smuk dansk ø. Jeg skulle have kigget på vandet, klatret i klitterne og fået sand i skoene. Jeg skulle have set en ræv og en hare og måske en bambi.
Om morgenen ville jeg løbe ture i naturen, nyde at indånde den friske luft og jeg ville fortælle folk om, hvordan jeg elsker at være væk fra byen. Hvordan jeg sætter pris på roen. At kunne trække vejret.

Forleden dag gik jeg en tur på Vesterbrogade. Og jeg kunne ikke tænke. Jeg følte mig pludselig forvandlet til en brik i et større spil. En skattebetalende samfundsborger (ret og pligt, vær en god nytteborger) frem for et menneske. En ubetydelig brik, der bare er der, for at få billedet til at hænge sammen. En blå brik i himlen. Eller en grøn brik i græsset.
Vesterbrogade var erobret af lastbiler med store anhæng fyldt med sand, der efterlod skyer af sandkorn, der fik øjnene til at løbe i vand. Luften foran mig virkede tyk og grålig, og der lugtede insisterende af benzin.

Og for første gang følte jeg, at byen ikke er for mig.